Man kan køre fra Danmark til Tyskland uden at skifte bil. Men holder man på en plads med krav om p-skive, kan man blive nødt til at skifte det lille ur i forruden. Danske bilister har fået parkeringsafgifter i Flensborg, fordi deres danske p-skiver ikke opfyldte de tyske krav. Det er en påmindelse om, at Europa godt kan være grænseløst på vejen og stadig opdelt ved kantstenen.
Jeg har kørt i Danmark, Sverige, Tyskland, Nederlandene, Belgien, Frankrig, Spanien, Italien, Østrig, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien – og videre til Serbien. Efter så mange kilometer på fire hjul er jeg vant til, at skilte og regler skifter undervejs. Men p-skiven er et særligt mærkeligt eksempel: Den viser noget så enkelt som, hvornår bilen blev parkeret, og alligevel kan den være lovlig i ét land og ugyldig i det næste.
Samme ankomst, forskellig tid
Parkerer jeg klokken 9.09 på en dansk plads med krav om p-skive, skal den vise 9.15. I Tyskland skal en godkendt skive på en tilsvarende skiveplads vise 9.30. Danmark runder frem til udløbet af det påbegyndte kvarter; Tyskland til næste halve time. Forskellen er kun 15 minutter på urskiven, men den kan afgøre, om parkeringen udløser en afgift.
Det bemærkelsesværdige er, at den danske skive angiver tidspunktet mere præcist. Det gør den ikke gyldig i Tyskland. En dansk elektronisk p-skive er heller ikke automatisk et alternativ: Den skal opfylde de tyske krav.
Og problemet stopper ikke ved den tyske grænse. Den tyske skive, som jeg netop har fundet frem, gælder ikke uden videre i Østrig. Her skal en analog skive kunne vise kvarterer, mens elektroniske p-skiver ikke anerkendes. I en østrigsk korttidsparkeringszone kan der desuden være betalingspligt. Den rigtige skive er altså ikke altid nok.
Et kludetæppe af regler
Der findes ingen fælles europæisk regel, som gør min danske p-skive gyldig på hele turen. FDM oplyser, at danske p-skiver ikke kan bruges i blandt andet Tyskland, Østrig og Spanien, mens en dansk manuel skive accepteres i Nederlandene og Frankrig. Elektroniske skiver følger ikke nødvendigvis de samme regler. I Sverige angiver en tillægstavle med Parkeringsskiva, at parkeringens begyndelse skal vises med en p-skive eller tilsvarende.
For resten af ruten ville det være misvisende at udpege én skive, som løser opgaven. Skiveparkering er ikke den eneste ordning; en plads kan i stedet kræve betaling eller tilladelse. Det afgørende er skiltningen dér, hvor bilen faktisk holder. FDM understreger, at parkeringsregler kan variere fra by til by.
Der er også en skævhed i reglerne, som er værd at hæfte sig ved. Danmark tillader udtrykkeligt, at en udenlandsk indregistreret bil bruger en p-skive, der opfylder kravene i bilens hjemland. Den mulighed gør ikke en tysk halvtimesskive lovlig i min dansk indregistrerede bil på en dansk skiveplads.
Politikerne bør tage fat
Naturligvis skal den enkelte bilist læse skiltet og overholde den lokale parkeringstid. Men det fritager ikke politikere og embedsværk for at spørge, om reglerne er indrettet fornuftigt. Når en p-skive tydeligt viser ankomsttidspunktet, hvorfor skal dens nationale udformning så i sig selv kunne gøre parkeringen ulovlig?
Danmark og de øvrige europæiske lande bør arbejde for en fælles standard for p-skiver – eller i det mindste undersøge, hvordan de kan anerkende hinandens skiver. Det kræver ikke fælles parkeringspriser, ens tidsgrænser eller identiske zoner. Kommunerne kan stadig bestemme, hvor og hvor længe man må holde. Det handler om at gøre selve dokumentationen for ankomsttid forståelig på tværs af grænser.
Indtil det sker, må jeg have flere skiver med i bilen og sørge for, at kun den relevante er synlig, når jeg parkerer. Men efter tusindvis af kilometer gennem Europa er det rimeligt at spørge, om det virkelig er bilisten, der skal løse et problem, som landenes myndigheder aldrig har fået løst sammen.
