En brugt Opel, der er korrekt serviceret og kun har kørt få kilometer, bør kunne omfattes af en service- og reparationsaftale. Når Stellantis nægter dette ud fra en rigid 12-måneders regel, sender koncernen et signal om manglende tiltro til egne produkter – en politik, der står i skarp kontrast til konkurrenternes mere fleksible tilgang.
Det startede med et praktisk ønske om budgetsikkerhed. Da jeg for nylig kontaktede Opel Danmark for at tegne en service- og reparationsaftale på vores Opel Frontera, en brugt bil købt i juli 2025 med cirka 8.000 kilometer på tælleren og med et veludført et-årigt service, blev mødet med en afvisning. Årsagen: Bilen var mere end 12 måneder gammel fra første indregistrering. Reglen er klar, men logikken er svær at få til at hænge sammen for en kunde, der forventer, at et moderne bilmærke står inde for sine produkter længe efter salget.
En regel, der straffer de loyale
Ifølge Opels egne hjemmeside og forhandleres vilkår kan en service- og reparationsaftale maksimalt tegnes op til 12 måneder fra bilens første indregistreringsdato. Det betyder i praksis, at selv en bil med lavt kilometertal og dokumenteret servicehistorik – som min Frontera – falder uden for systemet, blot fordi kalenderen har passeret et år. Samme oplevelse har min datter gjort sig med sin Fiat 500e, også en Stellantis-bil, hvilket tyder på, at problemet er systemisk og ikke et lokalt tilfælde.
Det er her, politikken bliver problematisk. En serviceaftale er først og fremmest et udtryk for tillid. Når en kunde tegner en sådan aftale, indgår både kunden og mærket en pagt om, at bilen er konstrueret og bygget til at holde, og at mærket står bag den i en længere periode. Ved at lukke døren for biler, der blot er lidt over et år gamle, signalerer Stellantis implicit, at deres biler ikke er værd at binde sig til efter det første år. Det står i skarp kontrast til oplevelsen hos andre mærker. Da vi for år tilbage købte en seks år gammel Hyundai, var det uden problemer muligt at tegne en tilsvarende aftale, hvilket vidner om en anden tillid til produkternes levetid og kvalitet.
Stellantis i en tillidskrise
Denne politik skal ses i lyset af en koncern, der i øjeblikket kæmper med en omfattende tillidskrise. Stellantis har i 2025 og 2026 været tvunget til at afsætte enorme beløb – op mod 22,2 milliarder euro – til at håndtere konsekvenserne af fejlbehæftede PureTech-motorer og andre kvalitetsproblemer. Koncernen har officielt erkendt, at de har brug for at genoprette kundetilliden, og har iværksat en "Trust"-plan for at reparere forholdet til kunderne.
Det er i denne kontekst, den rigide servicepolitik fremstår særligt uheldig. Mens ledelsen taler om at genopbygge tillid, sender deres konkrete politikker det stik modsatte budskab til kunderne på værkstederne. Det er svært at tro på en koncerns store ord om kvalitet og kundetilfredshed, når den i samme åndedrag nægter at stå bag en to år gammel bil med få kilometer på tælleren. Eksperter og analytikere har gentagne gange peget på, at Stellantis' største udfordring ikke kun er teknisk, men i høj grad handler om at genvinde markedets og kundernes tillid efter års tilbagegang og skandaler.
En forretningsmæssig blindgyde
Fra et forretningsmæssigt perspektiv er politikken også kortsigtet. En service- og reparationsaftale er en win-win. Kunden får budgetsikkerhed og tryghed, mens mærket og forhandleren sikrer en langsigtet relation, faste serviceintervaller og en kunde, der vender tilbage. Ved at afskære en hel kategori af relativt nye, brugte biler fra denne mulighed, mister Stellantis ikke kun en indtægtsstrøm, men også muligheden for at binde kunderne til mærket i en kritisk fase af bilens livscyklus.
Det er særligt paradoksalt, når man betragter Stellantis' egne kampagner for ældre biler. Koncernen markedsfører aktivt "Service Care 5+" og "10+" til biler over fem og ti år, hvor man tilbyder tilpassede serviceeftersyn. Man vil altså gerne have de ældre biler tilbage på værkstedet, men nægter at binde kunderne på de mellemgamle, velkørende biler gennem en egentlig reparationsaftale. Det efterlader et indtryk af en strategi, der er mere fokuseret på at minimere egen risiko end på at maksimere kundeværdi og tillid.
En opfordring til at stole på egne produkter
Min henvendelse til Opel Danmark er ikke blot en personlig klage, men en opfordring til at genoverveje en politik, der i sidste ende skader mærkets eget omdømme. En bils alder bør ikke være det eneste kriterium, når den har en dokumenteret servicehistorik, et lavt kilometertal og fortsat er teknisk fejlfri. Det ville gøre det lettere for kunderne at vælge og blive hos Opel og samtidig skabe den tryghed, som en serviceaftale netop skal give.
Som reglerne er nu, efterlader de det indtryk, at Stellantis ikke helt tror på sine egne biler. Det er næppe den position, man ønsker at give kunderne – og det giver unødigt mange grå hår, allerede inden bilen når værkstedet. For en koncern, der i øjeblikket bruger milliarder på at reparere sit omdømme, burde det være en let øvelse at vise lidt mere tillid til de biler, de faktisk producerer.
