En 31-årig dansk statsborger er onsdag idømt et års fængsel for vold, efter at en 32-årig svensk mand døde tre dage efter at være blevet ramt af et kraftigt knytnæveslag ved et VM-storskærmsarrangement på Islands Brygge. Dommen er lovlig. Men den viser også, at dansk strafferet kan ende i et grotesk misforhold: Et menneske er dødt, og gerningsmanden risikerer i praksis kun kortvarig frihedsberøvelse.
Dommen mod Nkumba Ludovic Tshiembe blev afsagt af Københavns Byret onsdag eftermiddag. Han erkendte sig skyldig i at have udsat den svenske mand for vold den 30. juni under et storskærmsarrangement i anledning af VM i fodbold. Ifølge anklagemyndigheden fik ofret et kraftigt knytnæveslag på venstre side af hovedet og nakken. Slaget medførte en bristning af en pulsåre, og manden døde den 3. juli.
Ét års fængsel for et dødsfald lyder ikke som retfærdighed. Det lyder som et retssystem, der har mistet fodfæstet i forhold til den mest elementære værdi: et menneskeliv.
Et slag – og et liv, der sluttede
Det afgørende i sagen er ikke, om der var en konflikt, provokation eller en kaotisk stemning ved storskærmen. Det afgørende er, at en 32-årig mand blev ramt så hårdt, at han døde som følge af volden.
Politiets oplysninger beskriver, at den tiltalte tildelte svenskeren et kraftigt knytnæveslag på hovedet eller nakken. Ofret faldt, pådrog sig dødelige skader og døde tre dage senere. Det er ikke en abstrakt juridisk detalje. Det er en mand, der forlod en offentlig begivenhed og aldrig kom hjem.
At der kun er rejst sigtelse efter straffelovens § 244 om simpel vold – selv om episoden endte med dødsfald – har været kritiseret af politikere og skabt undren allerede før retssagen. Anklagemyndigheden havde da også vurderet straframmen til omkring otte til ti måneders fængsel, før sagen udviklede sig.
At dommen endte på ét år ændrer ikke hovedproblemet: Strafferammen for dødsvold i denne form er alt for lav. Når et enkelt, voldsomt slag kan koste et menneske livet, skal loven kunne ramme væsentligt hårdere – ikke fordi hensigten nødvendigvis var at dræbe, men fordi konsekvensen var døden og handlingen var en bevidst voldsudøvelse mod et andet menneske.
Straffen rammer skævt
Dansk strafferet skelner bevidst mellem drab, hvor der er hensigt eller grov uforsigtighed, og vold, hvor dødsfaldet ikke var forudset. Den skelnen er fornuftig i princippet. Men når en voldshandling faktisk ender med, at offeret dør, kan straffen ikke fortsat være på niveau med en almindelig voldssag.
Et menneske er dødt. En familie har mistet en søn, en ven, en kollega og muligvis en far eller partner. Ofret var ifølge oplysninger i sagen ansat ved svensk politi, men var til arrangementet som privatperson. Han blev ikke ramt i tjenesten. Han blev ramt, fordi han var til stede ved en offentlig begivenhed og blev indfanget i en konflikt, han ikke havde valgt.
Ét års fængsel sender en farlig signalværdi: At man kan udøve alvorlig vold mod et andet menneske, og at konsekvensen – selv når offeret dør – kan være kort. Det underminerer tilliden til, at retssystemet beskytter de svageste og holder gerningsmænd ansvarlige.
Det er ikke et krav om hævn. Det er et krav om, at straffen skal stå i et fornuftigt forhold til skaden. Og når skaden er døden, er et års fængsel ikke et fornuftigt forhold.
Tid til at ændre loven
Folketinget bør derfor ændre strafferammen for dødsvold, hvor offeret dør som direkte følge af en voldshandling. Det skal ikke automatisk ligestilles med overlagt drab. Men det skal kunne straffes væsentligt hårdere end almindelig vold.
En ny bestemmelse kunne eksempelvis fastslå, at vold, der medfører døden, som udgangspunkt giver en væsentligt højere straf – med mulighed for yderligere skærpelse ved særligt grove omstændigheder, gentagelse, tidligere voldsdomme eller brug af særlig farlig vold mod sårbar kropsdel.
Det ville ikke fjerne dommerens skøn. Det ville give dommerne et reelt værktøj til at afspejle alvoren. I dag kan en dommer stå med et dødsfald i den ene hånd og en strafferamme, der næppe afspejler det, i den anden.
Statsborgerskab skal kunne inddrages
Sagen rejser også et politisk spørgsmål, som mange borgere vil stille: Hvad betyder dansk statsborgerskab, når en person, der selv er blevet dansk statsborger, begår alvorlig vold mod en anden?
Nkumba Ludovic Tshiembe kom til Danmark fra Congo som spæd og er dansk statsborger. Han skal derfor ikke behandles som en fremmed eller reduceres til sin oprindelse. Han er en dansk statsborger, og han skal dømmes som enhver anden efter dansk lov.
Men det betyder ikke, at statsborgerskab skal være absolut og ubetinget for alle, der har fået det gennem naturalisation. I dag kan dansk statsborgerskab kun frakendes ved dom, hvis en person har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet relevante oplysninger i forbindelse med at få statsborgerskabet – og hvis det var medvirkende til, at vedkommende fik det.
Den ordning er for snæver. Der bør åbnes mulighed for, at statsborgerskab kan inddrages ved dom for særligt alvorlig kriminalitet, når personen selv er kommet til Danmark fra et andet land og senere har fået dansk statsborgerskab gennem naturalisation.
Det skal naturligvis ske med klare retsgarantier: kun efter dom, kun ved de mest alvorlige forbrydelser, kun når personen har et andet statsborgerskab eller reelt kan få et, og kun efter konkret individuel vurdering. Det må aldrig blive en kollektiv straf eller et angreb på mennesker på grund af hudfarve, religion eller oprindelse.
Men princippet er simpelt: Dansk statsborgerskab er ikke kun en ret til beskyttelse og rettigheder. Det er også et medlemskab af et fællesskab, der bygger på, at man respekterer andres liv, sikkerhed og frihed.
Udvisning ved dødsvold
For personer, der er kommet til Danmark fra et andet land og senere har fået statsborgerskab, bør loven også åbne mulighed for permanent udvisning efter dom for dødsvold eller anden særligt alvorlig vold, hvor offeret dør.
Det er en radikal ændring af dansk ret. I dag kan danske statsborgere ikke udvises, og inddragelse af statsborgerskab er bundet op på svig i naturalisationssagen. Men netop derfor er der grund til en principiel politisk debat: Skal et statsborgerskab, som er erhvervet senere i livet, være fuldstændig urokkeligt – også efter en dom for vold, der koster et menneske livet?
Svaret bør være, at der skal kunne ske en individuel og retsstatlig vurdering. Ikke automatisk udvisning af alle med udenlandsk baggrund. Ikke straf uden dom. Ikke udvisning til lande, hvor personen vil blive udsat for forfølgelse eller alvorlig fare. Men ved dødsvold, grov vold eller gentagen alvorlig kriminalitet skal domstolene have mulighed for at fastslå, at personen ikke længere kan forblive i Danmark.
Det er ikke racisme. Det er ikke kollektiv skyld. Det er en afgrænset konsekvens for den enkelte, som er dømt for at have berøvet et andet menneske livet gennem vold.
Ansvar uden undtagelser
Det er vigtigt at holde fast i fakta: Den tiltalte kom til Danmark som spæd, har levet her det meste af sit liv og er dansk statsborger. Man kan ikke bruge hans oprindelse som forklaring på volden, og man må ikke lade en enkelt sag føre til mistillid mod mennesker med migration baggrund.
Men man kan godt kræve, at loven ændres. En person, der er kommet til Danmark fra et andet land og senere har fået statsborgerskab, må ikke kunne skjule sig bag et ukrænkeligt statsborgerskab, når vedkommende er dømt for at have slået et andet menneske ihjel.
Ét års fængsel er ikke en tilstrækkelig samfundsmæssig reaktion på et dødsfald forårsaget af vold. Det er en påmindelse om, at dansk strafferet har brug for en alvorlig opdatering.
Folketinget bør handle på tre punkter:
- Hæve strafferammen for vold, der medfører døden, væsentligt.
- Åbne mulighed for inddragelse af naturaliseret statsborgerskab efter dom for særligt alvorlig kriminalitet.
- Muliggøre permanent udvisning efter dom for dødsvold eller grov vold, når personen selv er kommet til Danmark fra et andet land og har fået statsborgerskab gennem naturalisation.
Retten har afsagt sin dom. Nu er det politikernes opgave at sikre, at næste gang et menneske dør efter vold, ikke bliver mødt med en straf, som offentligheden med rette kan opfatte som en hån mod ofret og mod selve ideen om retfærdighed.
