Da luftrummet over Københavns Lufthavn lukkede i september, talte statsministeren om et "alvorligt angreb mod kritisk infrastruktur". Men nye oplysninger rejser et pinligt spørgsmål: Var det droner, politiet jagede – eller blot fly på nattearbejde?
Når beredskabet aktiveres på et øjeblik
Det var en mandag aften i slutningen af september. Københavns Lufthavn lukkede luftrummet. Forsvarets helikopter steg til vejrs med Politiets Aktionsstyrke om bord. Fly blev omdirigeret til andre lufthavne. Alarmklokkerne ringede helt til Sverige, hvor 11 politipatruljer blev sat ind i en koordineret dronejagt.
Statsministeren var ikke i tvivl: Danmark var udsat for et angreb. "En kapabel aktør" stod bag, hed det fra Københavns Politi. Alt tydede på, at fremmede magter havde sendt droner over et af landets mest følsomme områder.
Men hvad nu, hvis det hele var en fejltagelse?
En svensk politirapport, som TV 2 har fået aktindsigt i, kaster nyt lys over, hvad betjentene faktisk så den aften. Og billedet er langt mere uklart, end man skulle tro.
Når lys på himlen bliver til fjendtlige objekter
Klokken 21.26 modtager svensk politi en anmeldelse fra danske kolleger: Tre droner observeres over Københavns Lufthavn. Minutterne tikker af, og flere og flere svenske betjente melder ind om observationer. Dronerne beskrives som store, befinder sig i omkring 120 meters højde, og de blev i første omgang forvekslet med fly.
Men her begynder historien at vakle.
For luftrummet over Øresund var tomt den aften. Ingen civile fly. Ingen helikoptere. Så hvad så de?
Flydata viser, at der på samme tidspunkt kredsede flere fly i lav højde over det sydlige Sverige. De havde tændte landingslys – en lovpligtig sikkerhedsforanstaltning – og ventede på at lande i Malmø Lufthavn. To af flyene befandt sig i kun 700 meters højde. Når de drejede, blev landingslysene synlige fra København, næsten 60 kilometer væk.
"Det kan sagtens have været fly, man har forvekslet med droner," forklarer Søren Sørensen, tidligere jagerpilot og chef i Flyvevåbnet. "Fly under en vis højde skal have de skarpe landingslys tændt. Hvis flyene drejer en smule, kan det se ud, som om lysene tændes og slukkes."
Kan det virkelig passe, at professionelle betjente ikke kan kende forskel på et fly og en drone? Ja, siger eksperterne. For det er forbløffende svært at bedømme afstand og størrelse på lys på nattehimlen, især når man står på jorden og kigger op.
Politiet tjekker – men ikke grundigt nok?
Klokken 21.52 beslutter svensk politi at tjekke Flightradar for at udelukke fejlkilder. De ser, at der kun befinder sig ét fly nord for Malmø Lufthavn, 27 kilometer øst for Malmø. Konklusionen er klar: Det må være droner, vi ser.
Men her opstår et problem. For Flightradar viser ikke alle fly. Private og militære maskiner kan vælge at slukke for deres transponder eller flyve uden. Og netop den aften var der flere privatfly i luftrummet, som ikke nødvendigvis dukkede op på politiets skærme.
Et Airbus A220-fly fra Air Baltic var på vej ned mod Malmø Lufthavn i 1.300 meters højde – godt synligt fra København. Når det drejede med tændte landingslys, kunne det let tolkes som et objekt, der pludselig dukkede op og forsvandt igen.
"Lysene er så skarpe, at de kan ses op til 200 kilometer væk i klart vejr," fortæller Benny Grandahl, talsmand for Skandinavisk UFO Information. "Den aften var der 75 kilometers sigtbarhed. Perfekte forhold til at se ting, der ikke er der."
Når virkeligheden bliver til et skuespil
Historien får nærmest absurde træk, når man følger tidslinjen videre. Klokken 21.47 observerer svensk politi "dronerne" vest for Turning Torso, det 190 meter høje ikoniske højhus i Malmø. De ser røde og grønne blink.
Netop på det tidspunkt står Air Baltics fly næsten stille lige over horisonten ved siden af Turning Torso – set fra den svenske kyst. For det utrænede øje ligner det en stor drone, der hænger i luften.
Klokken 21.51 melder betjentene, at dronerne bevæger sig mod Sysav, et affaldsanlæg nord for Malmø centrum. Flyet fra Air Baltic er stadig der – det drejer mod syd med tændte landingslys i lav højde. "Det kan give en droneoplevelse," siger Grandahl. "Når fly drejer på den måde, kan det se ud, som om lysene slukkes."
Hvornår bliver tvivlen til handling?
Klokken 22.05 ringer dansk politi til de svenske kolleger. De undrer sig: Hvorfor observerer I så mange droner ovre i Sverige, når vi kun ser tre her?
Det er et nøglespørgsmål. For hvis der virkelig var tale om en koordineret droneindsats fra "en kapabel aktør", ville dronerne så ikke operere mere målrettet? Ville de virkelig flyve frem og tilbage over Øresund i timevis uden at gøre noget?
Eller er det mere sandsynligt, at utrænede øjne – under pres, i mørke, med forventningen om at se droner – tolker helt almindelige flylys som noget, de ikke er?
"Jeg ved bare, hvor svært det er," siger Karsten Marrup, chef for Center for Luft- og Rumoperationer ved Forsvarsakademiet. "De kan se noget, der flyver. De kan se noget, der blinker rødt, grønt og hvidt. Men mere ved vi faktisk ikke."
Når beredskabet bliver til beredvillighed
Svensk politi afslutter deres indsats klokken 22.45. I Danmark fortsætter jagten i næsten to timer mere. Ingen af landenes myndigheder vil forklare, hvad de egentlig fandt – eller ikke fandt.
Leif Fransson fra svensk politi indrømmer, at forvekslinger kan ske: "Vi oplever en hel del anmeldelser om droner efter hændelsen i København. En del af tippene viser sig ikke at være droner. Så det kan ske, at der observeres forkert."
Københavns Politi nægter at kommentere detaljer om individuelle observationer. Store dele af forløbet er fortsat mørklagt. Man kan undre sig: Er det af hensyn til en igangværende efterforskning – eller for at skjule en pinlig fejltagelse?
Hvad koster en falsk alarm?
Dette handler ikke kun om, hvorvidt politiet så rigtigt eller forkert. Det handler om samfundets beredskab. Om troværdighed. Om ressourcer.
Da luftrummet lukkede, blev hundreder af passagerer forsinket. Fly blev omdirigeret. Forsvarets helikopter steg til vejrs. Politiets aktionsstyrke blev indsat. I Sverige deltog 11 patruljer. Alt sammen på baggrund af observationer, som måske – bare måske – ikke var, hvad de udgav sig for.
Spørgsmålet er ikke, om politiet handlede rigtigt i situationen. De skulle selvfølgelig reagere på en potentiel trussel. Men spørgsmålet er, om vi efterfølgende tør diskutere, hvad der reelt skete.
For hvis vi ikke kan kigge kritisk på egne fejl, hvordan skal vi så lære noget? Hvordan skal vi undgå, at det sker igen?
Når statsministeren taler om angreb
Statsministerens ord dagen efter var klare: "Et alvorligt angreb mod kritisk infrastruktur." Men hvad nu, hvis der ikke var noget angreb? Hvad nu, hvis det var en storm i et glas vand – eller rettere: lys på nattehmlen?
Det er ikke ligegyldigt. For når vi taler om angreb, taler vi også om fjender. Om trusler. Om handlekraft. Og hvis virkeligheden er en anden, undergraver det tilliden til myndighederne.
Danskerne fortjener at vide, hvad der skete den aften. Ikke bare de mørklagte dele. Ikke bare de dele, der passer ind i narrativet. Men hele sandheden.
Så hvad så I egentlig, kære politi?
