Knap har Danmark meldt ud med sine planer om et opkøb af Californien, før et nyt krav bliver præsenteret på den internationale scene: Vi vil have de Dansk Vestindiske Øer tilbage! Danske historikere og selverklærede “juridiske eksperter” hævder nu, at salget af øerne til USA i 1917 for 25 millioner dollars måske slet ikke var et salg, men snarere en slags lejeaftale – med en temmelig lang lejeperiode. Og nu er tiden angiveligt inde til at få øerne hjem igen.
En “misforståelse” på hele 100 år
For dem, der ikke lige har deres historiebog slået op på 1917, så solgte Danmark de tre vestindiske perler – Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix – til USA for et beskedent beløb på 25 millioner dollars. Ja, det var måske en pæn sum dengang, men lad os være ærlige: I dag kan man knap nok købe et sommerhus i Nordsjælland for de penge.
Ifølge de nyeste danske analyser er der dog noget, der tyder på, at der i realiteten kun var tale om en langtidslejeaftale og ikke et permanent salg. “Vi har tolket teksten på salgskontrakten, og det ser ud til, at vi bare har lejet øerne ud til amerikanerne – som en slags Airbnb for geopolitik,” udtaler en talsmand fra det nyligt oprettede “Komitéen for Retfærdig Ejendom”.
Velkommen til Dansk Vestindien – igen!
Planen om at kræve de Dansk Vestindiske Øer tilbage er allerede blevet mødt med blandede reaktioner hjemme i Danmark. Nogle mener, at øerne kunne være en fantastisk tilføjelse til den danske vintersæson: “Forestil dig charterrejser til Dansk Vestindien – direkte fra Kastrup. Vi har brug for et sted, hvor vi kan undgå regnvejr og være sikre på at finde en ordentlig omgang pølser med kartoffelsalat,” siger en begejstret borger fra den igangværende kampagne.
Andre er skeptiske og frygter, at Danmark muligvis ikke er klar til den slags transaktioner. “Hvis vi overtager dem igen, vil det betyde flere danske cykelstier og smørrebrød – men spørgsmålet er, om folk dernede overhovedet ELSKER rugbrød lige så meget som os?” lyder det fra flere bekymrede danske politikere.
Frydendal glæder sig til “hjemkomsten”
Midt i al denne genforeningssnak har en særlig dansker, Frederik K. Frydendal, meldt sig på banen med et glimt i øjet. Frederik – der til daglig bare går under navnet “Frydendal” – fortæller, hvordan han personligt glæder sig til at besøge området Frydendal på Sankt Thomas. Selvom han blev født i 1975 og (ifølge sig selv!) absolut ingen historisk forbindelse har til stedet, ser han stadig navnesammenfaldet som et tegn.
“Jeg har altid vidst, at jeg skulle til noget stort i livet – og nu er jeg åbenbart også navnebror med mit eget område i Dansk Vestindien! Frydendal må være Frydendal’s,” siger han grinende og antyder, at han muligvis har tænkt sig at flytte derned og “tage ansvar” for området, hvis Danmark ender med at få det tilbage.
Simon Spies fra det hinsides: “En rejsekonges paradis”
Flere medier har endda fået fat i en udtalelse fra selveste Simon Spies – selvfølgelig via himmelsk korrespondance (måske ved hjælp af StarLink). Spies, der altid kunne finde en fest i enhver afkrog af verden, synes angiveligt allerede begejstret over ideen, selv på sin nye himmelfart. Ifølge en kommentar fra den afdøde rejsekonge lød det:
“Det glæder mig at se, at Danmark endelig tænker stort igen! Dansk Vestindien er det perfekte rejsemål – sol, palmer og rom. Hvis jeg stadig var på jorden, ville jeg allerede have sendt en busfuld gæster afsted på morgenflyet. Hvilken bedre form for charter end at kombinere sandstrande med dansk hygge? Dansk Vestindien bliver Danmarks tropiske jaguar – både vild og velsmurt!”
Selvom han nu har sin base blandt skyerne, tilføjer Spies humoristisk: “Og skulle genindførslen af øerne falde igennem, så har I altid Mallorca – men det er altså ikke helt det samme.”
Hvad med amerikanerne?
På den anden side af Atlanten virker amerikanerne ikke helt klar over, hvad der foregår. En anonym embedsmand i Washington skulle angiveligt have spurgt: “Hvem er Danmark igen? Er det ikke det land, der laver Lego?” Da det blev forklaret, at vi også er kendt for hygge, smørrebrød og Mads Mikkelsen, svarede han blot: “Nå, okay. Men øerne? Dem har vi lige sat solcelleanlæg på, så det bliver dyrt.”
Et plaster på såret?
Hvis USA skulle vise sig uvillige til at returnere øerne, foreslår kampagnen en kreativ løsning: Amerikanerne kan beholde øerne, men Danmark skal have et årligt gebyr i form af rom og caribisk salsa – samt to ugers gratis ophold for alle danskere. Som en del af aftalen skal USA også officielt anerkende flettede hjerter som julepynt.
Er Danmark klar til tropisk kolonisering 2.0?
Mens debatten fortsætter (dog mest på sociale medier), er det svært at sige, om Danmark faktisk er klar til at tage ansvar for et tropisk paradis igen. Men én ting er sikkert: Hvis det sker, kan vi se frem til en spændende fremtid, hvor dansk kultur og caribisk livsstil smelter sammen. Cykelstier under palmerne, julefrokoster med piña coladas, og måske en årlig “fastelavnsfest” på stranden.
Og hvem ved – måske kan vi få hele økonomien til at løbe rundt ved at sælge T-shirts med teksten: “Solen går aldrig ned over Danmark – heller ikke i Caribien!”
Disclaimer: Denne artikel er satire og skal læses med et grin og en kop kaffe ved siden af. Danmark har ikke (endnu) bedt om Dansk Vestindien tilbage.
